Vindmøller brugt til at balancere elnettet for første gang nogensinde
Kia Marie Jerichau og Thomas Elgaard står bag pilotprojektet, hvor vindmøller har stået klar til at levere reserver til Energinet.

Vindmøller brugt til at balancere elnettet for første gang nogensinde

Som en del af et nyt pilotprojekt har vindmøller for første gang nogensinde deltaget i kapacitetsmarkedet for manuelle reserver, og dermed været med til at levere de ydelser, som Energinet skal bruge for at sikre balancen i elnettet.
17. DEC 2020 12.54

Et nyt pilotprojekt viser, at vindmøller uafhængigt af vejret er pålidelige og kan levere, når der er brug for det. Energi Danmark og Energinet, der står bag projektet, tager dermed et stort skridt i en grønnere balancering af elnettet i Danmark.

I pilotprojektet er det første gang nogensinde, at vindmøller har deltaget i kapacitetsmarkedet for manuelle reserver, og dermed været med til at levere de ydelser, som Energinet skal bruge for at sikre balancen i elnettet.  Dermed kan vindmøller indgå på lige fod med de kraftværker, som hidtil har været de eneste, der har stået klar til at skrue op eller ned, hvis forbruget ikke har været som forventet.

- Vi har indtil nu været usikre på, om det var sikkert nok at lade vindmøller byde ind og levere til balancemarkedet – om man fx om mandagen præcist nok kunne forudsige, hvor meget en gruppe vindmøller time for time ville producere om tirsdagen. Men projektet viser, at prognoserne er så gode, at de kan levere det, de på forhånd har lovet, samt at anlæggene har de nødvendige reguleringsegenskaber. Det er en stor milepæl for den grønne omstilling, siger Kia Marie Jerichau, afdelingsleder for Fleksibilitet og Systemydelser i Energinet

Store perspektiver for den grønne omstilling

Thomas Elgaard, divisionsdirektør i Energi Danmark med ansvar for optimering, balancering og produktion, ser store perspektiver i projektet. Både for den grønne omstilling, men også for vindmølleejernes indtjening, da de blandt andet kan blive betalt for at stille kapaciteten til rådighed i balancemarkedet i stedet for sælge el i spotmarkedet.  

 - Vi er meget tilfredse med, at vores modeller og prognoser er så pålidelige, at Energinet har sikkerhed for levering på linje med konventionelle kraftværker. Vi har lagt, og lægger fortsat, mange ressourcer ind på at vise, at vedvarende energi, udover at være svaret på den grønne omstilling, også kan bidrage til løsningen på fremtiden udfordringer med balancering af elnettet. Dét, vi har set i pilottesten, har været yderst positivt, og det er kun startskuddet til, at mere og andre former for vedvarende energi kan hjælpe med at balancere nettet og deltage i forskellige markeder i fremtiden, siger Thomas Elgaard. 

Pilottesten har i første omgang taget udgangspunkt i vindmøller, der er koblet på det østdanske elprisområde, DK2. Vindmøllerne har indtil videre deltaget i den periode, hvor Kundbyværket har været ude af drift, og forløber fortsat i resten af 2020 og ind i 2021. Ifølge Kia Marie Jerichau forventes det at erfaringerne fra projektet vil kunne implementeres i de nationale markedsdesign for systemydelser ultimo 2021:
 
- Fra Energinets side håber vi på at kunne integrere flere vindmøller og afprøve flere forskellige systemydelser, så vi kan kigge ind i helt nye og grønnere perspektiver, hvor både sol og vind kan stille energi til rådighed for flere balanceydelser og sikre fremtidens forsyningssikkerhed, siger hun.

Nyhedsbrev