DK Nyt
DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger
Vestas-medarbejdere nedlægger arbejdet efter lønforhandlinger
Medarbejderne på Vestas i Ringkøbing har nedlagt arbejdet.
Foto: Johan Gadegaard, Ritzau Scanpix

Overenskomststridig strejke:
Vestas-medarbejdere nedlægger arbejdet efter lønforhandlinger

Medarbejdere på Vestas' fabrikker i Ringkøbing, Lem og Videbæk har torsdag formiddag nedlagt deres arbejde.
15. JUL 2021 10.20

Medarbejdere fra Vestas i Ringkøbing, Lem og Videbæk strejker torsdag formiddag efter utilfredsstillende overenskomstforhandlinger. Det bekræfter fagforeningen 3F over for TV Midtvest.

- Medarbejderne er utilfredse med lønforhandlinger og har derfor valgt at nedlægge arbejdet, til trods for at det er det, vi kalder en ulovlig arbejdsnedlæggelse, siger Henning Boye Christensen fra 3F Ringkøbing.

Han er ikke selv til stede ved Vestas' fabrikker. Men han fortæller, at medarbejderne har placeret sig foran portene til indgangene til fabrikkerne, hvor de nægter at optage arbejdet.

Ved fabrikken i Ringkøbing, hvor Vestas producerer vindmøllernes maskinhus - også kaldet naceller - er der ifølge TV Midtvest 200 medarbejdere, der har placeret sig foran portene til indgangene.

Overenskomststridig strejke

En lokal tillidsrepræsentant er netop ved at orientere medarbejderne om, at strejken er overenskomststridig.

- Vores tillidsrepræsentant har lige nu travlt med at orientere dem om, at det, de foretager sig, er ulovligt, og at de skal fortsætte arbejdet.

- De kan blive idømt en bod for hver dag, virksomheden mister deres arbejdskraft, siger Henning Boye Christensen.

Årsagen til at strejken er overenskomststridig, er, fordi overenskomstparterne er enige om, at arbejde kun kan nedlægges, hvis man ikke kan nå til enighed om overenskomst. Og eftersom de centrale parter er nået til enighed om overenskomsten, er strejken så at sige ulovlig.

Overenskomsten, som medarbejderne er utilfredse med, er en såkaldt central overenskomst om minimumlønninger.

Det betyder, at flere parter, herunder Dansk Industri, 3F og HK, har forhandlet en central overenskomst om, hvor minimumlønnen skal ligge. Herefter er det op til de enkelte tillidsrepræsentanter på de enkelte virksomheder at forhandle løn lokalt hos hver virksomhed.

Globalt beskæftiger Vestas 29.000 ansatte, og cirka 6.000 af dem arbejder i Danmark.

Ritzau
 

Tilmeld dig nyhedsbrevet