DK Nyt
DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Vestas leverer overskud men må se langt mod tidligere tiders indtjeningsgrad
Vestas har fremlagt sit årsregnskab, der viser et overskud, men en lavere indtjeningsgrad.
Foto: Vestas

Vestas leverer overskud men må se langt mod tidligere tiders indtjeningsgrad

Den danske vindmølleproducent Vestas kommer ud af 2020 med et overskud på 6,9 mia. kr. før skat. Overskudgraden på den primære drift tager dog et ordentlig slag og falder til 4,7 pct. mod 8,3 pct. sidste år.
10. FEB 2021 8.27

Vestas kommer ud af 2020 med et overskud på 6,94 mia. kr.  før skat, hvilket er en stigning på godt 185 mio. kr. svarende til 2,75 pct. ift. 2019. Efter skat lyder overskuddet på 5,73 mia. kr. 

Resultatet på den primære drift (EBIT) falder dog med cirka 30 pct. til 5,2 mia. kr. mod 7,5 mia. kr. i 2019. Ligeledes tog ebit-marginen også et ordentlig slag og falder til 4,7 pct mod 8,3 pct. sidste år.

Vestas må dermed se langt mod tidligere tiders ebit-marginer, da man de seneste år har set støt faldende tal på det parameter. Således oplevede man i 2016 en overskudgrad på 13,9 pct. og i 2017 på 12,4 pct. 

Vækst i Nord og Sydamerika

Omsætningen tog til gengæld en stor stigning på 22 pct. til 110 mia. kr. Bag stigningen ligger et stigende salg i blandt andet den region, der omfatter landene i Nord- og Sydamerika. I denne region er omsætningen alene steget med 39 pct. til 54,2 mia. kr.

Med fremgangen har den nord- og sydamerikanske region overhalet Vestas' hidtil største region målt på omsætning. Det er den region, der omfatter Europa, Mellemøsten og Afrika. Derfor kaldes denne region EMEA-regionen.

Sidste år er omsætningen i EMEA-regionen gået tilbage med tre procent til 39,4 mia. kr.

For den sidste af de tre regioner, den der omfatter Asien og Stillehavsområdet, er omsætningen sidste år steget med hele 54 procent til 16,5 mia. kr.

Generelt oplevede Vestas en stor stigning i antallet af ordre. Således modtog vindmølleproducenten ordrer for i alt 320 mia. kr. mod 252 mia. kr. i 2019. I den stigning er ordrerne fra MHI Vestas dog medregnet efter Vestas annekterede offshoreprodcenten i sin forretning sidste år.

Godt 178,5 mia. kr. af disse ordrer er i koncernens service-division, mens onshore-divisionen har ordre for 112 mia. kr.  og offshore 30 mia. kr. 

Tilfredsstillende resultat

Årsresultatet glæder Vestas koncernchef og CEO, Henrik Andersen. 

-  Vestas spillede i 2020 en hovedrolle i kampen mod klimakrisen, og vi indfriede vores reviderede finansielle forventninger på alle parametre, med en markedsledende omsætning, ordreindgang og profitabilitet selvom alle dele af vores værdikæde var påvirket af COVID-19, siger han og fortsætter:

- Under disse omstændigheder nåede vi mere end 17 GW overleveringer og udbyggede vores totale ordrebeholdning til en rekordhøj værdi på EUR 43 mia. via en stærk ordreindgang, vækst i service, og reintegrationen af havvindmølleforretningen.

I 2021 forventer Vestas en omsætning på 120-125 mia. kr. inkl. serviceomsætningen, der forventes at vokse med ca. 15 pct.

Vestas forventer at realisere en EBIT-margin før særlige poster på 6-8 pct. med en EBIT-margin for service på ca. 24 pct. De forventes at udgøre ca. 7,5 mia kr. i 2021.

Vestasaktien ligger aktuelt til et fald på ca. 2 pct. oven på udmeldingerne om regnskabet.

amp

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet