DK Nyt
DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Vestas fyrer knap hver sjette på fabrik i Hammel
MHI Vestas' afdeling i Lindø blev ligeledes ramt af en fyringsrunde sidste år. Siden er MHI Vestas blevet opkøbt af Vestas, hvilket har betydet, at man har skulle tilpasse arbejdsstyrken i de to afdelinger.
Foto: MHI Vestas, Vestas

Vestas fyrer knap hver sjette på fabrik i Hammel

Vestas skal fyre 80 af 500 ansatte på en fabrik i Hammel. Vestas opfordrer de ansatte til at søge omkring 30 nye stillinger, der vil blive slået op på en fabrik i Ringkøbing.
13. APR 2021 12.20

Den danske vindmølleproducent Vestas vil ifølge Ekstra Bladets oplysninger sige farvel til flere medarbejdere på en fabrik i Hammel. 80 ansatte - eller omkring hver sjette af de 500 medarbejdere på fabrikken - står til at blive fyret, erfarer avisen.

Vestas beskæftiger alene i Danmark over 6.000 personer, så det er en mindre del, der altså nu står til at blive sagt farvel til.

Vindmølleproducentens kommunikationschef, Anders Riis, bekræfter over for avisen, at der er fyringer på vej. Han fortæller, at virksomheden løbende tilpasser sig det globale marked.

- Det er altid hårdt at tage afsked med gode, hårdtarbejdende kolleger, lyder det i et skriftligt svar.

Anders Riis opfordrer de ansatte til at søge omkring 30 nye stillinger, der vil blive slået op på en fabrik i Ringkøbing.

Det er ikke den første fyringsrunde, som Vestas må gennemføre i år. Tilbage i januar udmeldte Vestas, at man ville fyre cirka 220 medarbejdere i forbindelse med opkøbet af MHI Vestas. Det var særligt Vestas' afdeling i Aarhus, som ville blive ramt. 

Det endte dog med at blive et mindre antal ansatte, 124, der blev afskediget, da en række medarbejdere fik tilbudt stillinger andre steder i Vestas, enkelte selv har sagt op, mens enkelte har ønsket at gå på pension. 

MHI Vestas måtte i øvrigt afskedige mere end 100 ansatte i henholdsvis Nakskov, Lindø og Esbjerg tilbage i september sidste år. 

MHI Vestas blev fuldt ud integreret med Vestas i starten af i 2021.

På verdensplan beskæftiger Vestas over 29.000 ansatte. Sidste år løftede Vestas trods corona sit salg med 22 pct. fra året før til 110,2 mia. kr. I 2021 ventes yderligere vækst. Der ventes her en omsætning på op mod 126,4 mia. kr.

Ritzau/esl

Tilmeld dig nyhedsbrevet