Vattenfall vil bruge genanvendelige vinger i hollandsk havvindmøllepark

I havmølleparken Hollandse Kust Zuid i Holland vil der blive brugt en ny type vindmøllevinger, der kan genanvendes.

Vattenfall har sat som mål, at samtlige vindmøllevinger i vindprojekter, som virksomheden står bag, skal være genanvendelige inden 2030. For at nå det mål har Vattenfall besluttet at introducere en ny vingetype fra Siemens Gamesa, nemlig de såkaldte RecycableBlades, på vindmøllerne i Hollandse Kust Zuid, oplyser virksomheden i en meddelelse.

- Vindindustrien bliver ved med at vokse, og det samme gælder antallet af vinger, der på et tidspunkt vil nå udløbet af deres levetid. Vattenfall er stærkt engageret i at fremme en cirkulær økonomi og reducere miljøpåvirkningen i hele produktets livscyklus. Brug af genanvendelige vindmøllevinger er et logisk næste skridt frem mod at nå disse ambitioner, siger Eva Philipp, Head of Environment & Sustainability Unit i Vattenfall. 

Selvom de fleste dele af en vindmølle kan genbruges efter udløbet af deres levetid, er vingerne en udfordring. Problemet ligger i resinen, der bruges til vingekonstruktionen, kombineret med glas- og kulfiber. Det kræver typisk høje temperaturer, højt tryk, specielle processer eller en kombination af alle tre dele for at opløse resinen.

I Siemens Gamesas RecyclableBlades bliver der brugt en resintype, der opløses i en mildt syreholdig opløsning ved lav temperatur. Denne proces adskiller resinen fra de andre komponenter i vingen – glasfiber, kulfiber, plast, træ og metal – uden at påvirke deres egenskaber nævneværdigt. Det gør det muligt senere at genanvende komponenterne til nye produkter.

Siemens Gamesas blev lanceret i 2021, men tilgængeligheden er stadig begrænset. Hollandse Kust Zuid bliver det første Vattenfall-projekt, hvor vingerne vil blive anvendt på nogle af de 140 vindmøller i vindmølleparken.

Derudover har Vattenfall også sikret sig vinger af denne type til det næste projekt, Hollandse Kust West. Hvis Vattenfall får tildelt projektet, vil flere vindmøller blive udstyret med Siemens Gamesas RecyclableBlades.

amp