DK Nyt
DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Trods grønne ambitioner har Danske Bank og Nordea lånt 168 mia. kr. til sorte selskaber
Danske Bank er en af de banker, som Oxfam IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke er utilfredse med.
Foto: Danske Bank

Klimahykleri:
Trods grønne ambitioner har Danske Bank og Nordea lånt 168 mia. kr. til sorte selskaber

Danske Bank og Nordea har ifølge en ny rapport fra en gruppe af danske og udenlandske NGO’er lånt mindst 168 mia. kr. til sorte selskaber. Bankerne mener, at kritik er uberettiget.
1. FEB 2021 15.20

På baggrund af en ny rapport beskylder NGO'erne Oxfam IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke Danske Bank og Nordea for at have lånt 168 mia. kr. til sorte selskaber. Det sker på trods af, at bankerne har bakket op om Paris-aftalens klimamålsætninger.

Mellemfolkeligt Samvirke og Oxfam IBIS har i samarbejde med BankTrack, Profundo og Fair Finance Guide udarbejdet en rapport, som danner grundlag for beskyldningerne.

Rapporten har gennemgået udlån og investeringer i ti nordiske banker. Bankerne har ifølge rapporten lånt 453 mia. kr. til selskaber, som producerer fossil energi.

Tallene er bl.a. trukket fra internationale databaser for bankernes udlån. Ifølge rapporten har Danske Bank og Nordea udlånt henholdsvis 65 og 103 mia. kr til 'sorte selskaber'.

- Det er chokerende tal. Selvom alverdens politikere har forpligtet sig på at reducere CO2-udledningerne og store dele af erhvervslivet siger, at de ser sig som en del af løsningen på klimakrisen, så kan vi nu sort på hvidt se, at Danske Bank og Nordea i stor stil stadig understøtter den udvinding af kul, olie og gas, som er ved at ødelægge vores klode og som har enorme konsekvenser for mennesker over hele verden, siger Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS.

Afviser kritik

Ifølge NGO'erne har Nordea og Danske Bank blandt andet været med til at finansiere boringer i Arktis i form af at låne penge til selskaberne Aker BP, Lundin Energy og Vår Energy.

Ligeledes mener NGO'erne, at bankerne har været med til at finansiere kulkraftværket Datteln Power Station 4, som det finske selskab Fortum åbnede igennem datterselskabet Uniper i Tyskland sidste år.

Hverken Nordea eller Danske Bank vil bekræfte tallene fra rapporten. Bankerne lægger dog ikke skjul på, at de finansierer selskaber, som arbejder med fossil energi.

Nordeas vice-bæredygtighedschef, Ylva Hannestad, afviser kritikken. Hun påpeger, at Nordea kun finansierer kulselskaber, som har en strategi, der går i spænd med Paris-aftalen.

- Helt generelt er vi imod opbygningen af ny kulkraft-kapacitet, men vi bemærker, at Datteln-kraftværket blev bygget af de tidligere ejere af Uniper, og vi ser det som positivt for klimaet, at Uniper nu ejes af det mere progressive selskab Fortum, skriver Ylva Hannested i en mail til Finans.

amp

Tilmeld dig nyhedsbrevet