Shell-Eneco konsortium vinder hollandsk udbud foran Ørsted
Ørsted kommer ikke til at føje Hollandse Kust (noord) til sit hollandske portefølje, hvor man netop er ved at færdiggøre installationen af Borssele 1 & 2.
Foto: Ørsted

Shell-Eneco konsortium vinder hollandsk udbud foran Ørsted

Ørsted må se sig slået i kampen om et 759 MW-udbud af offshore vind i et konkurrencepræget marked.
31. JUL 2020 11.00

Det blev ikke Ørsted, som endte med at løbe med udbudet af den kommende 759 MW-havvindmøllepark Hollandse Kust (noord). Istedet løb hollandske konsortium CrossWind mellem Shell og Eneco med opgaven, oplyser den hollandske regering på sin hjemmeside

Ørsted havde også budt på opgaven, som skulle gennemføres uden offentligt tilskud, men måtte altså se sig slået i et konkurrencepræget marked. Holland er dog fortsat et vigtigt marked for Ørsted, hvor man er tæt på at færdiggøre installationen af Borssele 1 & 2. 

- Vi afgav et stærkt bud på et meget konkurrencepræget marked og vil nu evaluere resultatet af buddet. Holland er fortsat et vigtigt marked for Ørsted, og med det ambitiøse hollandske mål på 11,5 GW i 2030 ser vi et stort fremtidspotentiale, siger koncerndirektør med ansvar for Ørsteds offshoreforretning Martin Neubert til Børsen.

Holland har installeret godt 1 GW vindkraft offshore idag, men har store planer om at øge det markant de kommende år. I løbet af 2020 forventes offshorevind at stige til næsten 2,5 GW, mens det i 2023 forventes at stige til 4,7 GW. Ambitionen i 2030 er, at der installeres op mod 11 GW offshore vindkraft. 

CrossWind planlægger at installere 69 stk. Siemens Gamesa vindmøller af 11 MW. Havvindmølleparken skal opføres 18,5 kilometer fra den hollandske kyst og forventes at være i drift i 2023.

esl

Nyhedsbrev