DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Opsætning af vindmøller skal afgøres lokalt trods protester
Socialdemokratiet udskød sidste sommer vindmølleloftet til 2040 og åbnede i 2019 op for, at kommunerne kunne godkende endnu større vindmøller på land. Vindmøller på land har derfor fortsat en vigtig rolle at spille i den grønne omstilling, mener Anne Paulin (S).
Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Opsætning af vindmøller skal afgøres lokalt trods protester

Selvom der er modstand mod vindmøller på land, har de stadig en rolle at spille i den grønne omstilling. Men hvis nogle projekter ikke bliver til noget på grund af lokale protester, må det være sådan, mener S-ordfører.
25. FEB 2021 11.32

Siden 2009 har kommunerne givet grønt lys til vindmøller med en samlet kapacitet på 2,3 GW, men kommunerne har i samme periode droppet projekter for mere end 600 MW. 

Det får nogle borgmestre til at opfordre regeringen til at gøre det mere attraktivt at have vindmøller som naboer. Politikerne på Christiansborg har allerede forsøgt at skabe mildere vinde omkring landvindmøller.

- Vi har gjort det mere attraktivt, men også forsøgt at anerkende, at det er et stort ansvar, som kommunerne tager på sig, når de opsætter vedvarende energi, siger Anne Paulin, klima-, energi, og forsyningsordfører for Socialdemokratiet.

Derfor har Christiansborg vedtaget en forhøjet VE-bonusordning til naboerne, en salgsoptionsordning, ligesom man har indført en grøn pulje, som kommunerne kan igangsætte egne projekter for. 

Men selvom man har gjort det mere attraktivt, er det ikke overraskende, at nogle projekter ikke bliver ført ud i livet.

- Det er kun fair, at man kan nå til den konklusion, at det ikke er hensigtsmæssigt at opsætte vindmøller eller solceller i lokalområdet. Det er ikke noget, der skal trumfes igennem fra Christiansborgs side. Jeg synes egentlig, at det er godt, at man har den drøftelse lokalt, hvor man skal leve med vindmøllerne, siger Anne Paulin.

Ubekymret ordfører

Med Klimaloven satte Danmark desuden et klimamål om at reducere CO2-udledning med 70 pct. i 2030, ligesom Danmark skal være CO2-neutral i 2050. Trods den statslige målsætning ønsker man ikke at overtage dele af styringen fra kommunerne.

- Det giver god mening, at det er der, hvor man skal leve med konsekvenserne, at man tager beslutningen. Det skal ikke være os på Christiansborg, som skal bestemme, om man ude i en kommune vil sige ja eller nej til et projekt, siger Anne Paulin. 

Efter at Mariagerfjord Kommune nedstemte et vindmølleprojekt, måtte byrådet erkende, at det bliver svært for kommunen at blive klimaneutral i 2050.

Ifølge borgmester Mogens Jespersen (V) står flere kommuner i den situation, men Anne Paulin er ikke bange for, at lokal modstand mod VE-projekter i kommunerne vil ramme den grønne omstilling.

- Vi skal selvfølgelig løbende se på, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt at stille vedvarende energi op, men jeg er grundlæggende ikke så bekymret for, at det ikke skal lykkes at skaffe den grønne energi, vi har brug for. Jeg er derfor ikke bekymret for, at projekter, der ikke skulle blive til noget i en kommune, kommer til at hindre den samlede grønne omstilling, siger Anne Paulin.

Minister måtte afgøre kommunal vindmøllestrid

Det er dog ikke altid, at afgørelsen forbliver lokal. I oktober var Faxe og Næstved endt i en strid om tre vindmøller. Vindmøllerne skulle opstilles i Næstved Kommune, men blandt andre Faxe borgmester Ole Vive (V) frygtede, at vindmøllerne skulle skæmme udsigten fra kommunens store turistattraktion, Skovtårnet. De to kommuner kunne ikke blive enige om vindmøllernes skæbne, og derfor var det op til erhvervsminister Simon Kollerup (S) at afgøre sagen.

“Skovtårnet må anses for en stor og vigtig attraktion i området, og man har mulighed for at se vidt omkring og få en oplevelse af landskabet oppefra. Opstilling af tre op til 150 meter høje vindmøller i omhandlede nærhed vil utvivlsomt kunne ses og påvirke oplevelsen, skrev Simon Kollerup i sin afgørelse, som faldt ud til fordel for Skovtårnets udsigt.

“Der er i vurderingen af sagen lagt vægt på, at Camp Adventure (ejerne, red.) med tårnet har opnået en stor bevågenhed både i indland og udland, og at det ikke kan udelukkes, at vindmøllerne vil kunne medføre en negativ udvikling for Skovtårnets tiltrækning af besøgende fremadrettet – og dermed have en negativ betydning for udviklingen af turismen i Faxe Kommune”.

Tilmeld dig nyhedsbrevet