Offshore familiedag
Margrete Damkjær havde tage sønnerne Lucas og Victor med til familiedag hos Semco Maritime.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, DK Medier

Offshore familiedag

Semco Maritime inviterede medarbejdere og deres familier til en dag med et indblik i, hvad far og mor laver. Og der var tænkt på alle aldre.

ESBJERG: Det var første, men nok ikke sidste gang, at Semco Maritime inviterede deres ansatte med familier til en dag fuld af oplevelser. Cirka 300 mennesker nåede at komme på rundvisning på boreriggen Maersk Highlander, der lå for kaj tæt på Semcos hovedkvarter på havnen i Esbjerg.

En af dem der kom ombord var Margrete Damkjær, der er souschef i kantinen hos Semco. Selvom hun skulle arbejde på denne lørdag, så havde hun sønnerne Lucas på syv år, Victor på fem år og hendes mand Kenneth Damkjær passede lillesøster i barnevognen. Da Margrete Damkjær både skulle arbejde og nå en tur på Maersk Highlander sammen med sin mand, så var hendes forældre også med til familiedagen, for børn under 12 år måtte ikke komme ombord på boreriggen.

- Det var superfint at være ombord på Maersk Highlander, og vi fik den lange tur der varede næsten halvanden time. Det er første gang, jeg har været ombord på en borerig, fortæller Margrete Damkjær, der har arbejdet i Semcos kantine siden 2013.

Det er også første gang, hendes mand Kenneth har været ombord på en rig, selvom han ellers arbejder med offshore til dagligt.

- Jeg arbejder hos EMS netop med medarbejdere, der arbejder offshore. Men jeg har aldrig været ude, selvom det giver en bedre forståelse, forklarer Kenneth Damkjær, der dog overvejer selv at tage et sikkerhedskursus, så han kan komme på besøg hos medarbejderne offshore.

Rundvisningen på Maersk Highlander for dog ikke noget for alle, for der er langt ned, og gangbroerne er lavet af stålriste. Så man kan se ned på vandet.

- Det var en på vores hold, der bakkede ud. Vi fik at vide, at den kun lå to meter over havoverfladen her inde i havnen, men offshore så ligger den 30 meter over havoverfladen. Det er meget højere, fortæller Margrete Damkjær.

Sønnerne Lucas og Victor kedede sig ikke mens forældrene var på rundvisning, for der var underholdning til børnene.

Der var trylleshow, tegnekonkurrence, ansigtsmaling, live musik og ikke mindst balloner. Og hvis energien skulle slippe op, så var der popcorn, slush ice, sodavand og is foruden grillbuffet og baristakaffe til de voksne.

Endnu større program

Dette var dog kun en lille del af programmet, for der var også rundvisning på Staget, der er Semco Maritimes produktionsværksteder. Og for dem, der havde lyst til mere action, så mulighed for at prøve en tur med RIB-både, der betyder rigid inflatable boat. Det er en type redningsgummibåd, der kan sejle op til 100 km timer.

Hvis ikke familierne allerede var mætte efter de oplevelser, så var der endda inkluderet et besøg på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Hos Semco Maritime var det management assistant Carina Søndergaard, der stod for at arrangere dagen. Der var en ting, som var vigtigt for hende.

- Vi ville gerne have noget for alle aldre, fortæller Carina Søndergaard.

Den inkluderende virksomhed

Det er hendes chef, senior vice president Anders Benfeldt helt enig i. Han var selv til familiedagen med sin familie, der havde taget turen fra København fra Esbjerg for at deltage.

- Jeg er glad for, vi kan være en inkluderende virksomhed og vise hele familien, hvad mor eller far laver. Derfor er jeg også taknemlig for, at Maersk Drilling gør det muligt, at familerne kan se, hvordan forholdene er offshore på Maersk Highlander. Det samme gælder Maersk Training med RIB-bådene. Vi kan jo alle huske, hvordan det var at komme med på vores forældres arbejdsplads som børn, siger Anders Benfeldt.

Maersk Training havde nemlig stillet to af de tre RIB-både til rådighed, mens den tredje var hyret ekstra ind til familiedagen. Selvom dagen var for familien, gav den også intern en mulighed, der passer ind i virksomhedsfilosofien hos Semco.

- Det er vigtigt, at de forskellige dele af virksomheden kan se, hvad hinanden laver, fortæller Anders Benfeldt, mens trylleshowet for de mindste foregår i baggrunden til duften af popcorn og grillmad fra kulgrillen udenfor døren.

Netop for at styrke samhørigheden i firmaet har Semco Maritime, som den eneste offshore-virksomhed åbnet et kontor i Esbjerg Lufthavn.

- Medarbejderne offshore skal kunne mærke, vi er der for dem. Nu kan de lige kigge fordi på vores kontor i lufthavnen. Sådan har vi en tættere kontakt, siger Anders Benfeldt.

Det lyder også til, at det ikke bliver sidste gang, at Semco kommer til at holde familiedag for med et stort program.

- Hvis man skal gøre noget, så skal man gøre det rigtigt, siger Anders Benfeldt, der tydeligvis er stolt over Semco Maritimes første familiedag.