DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Ørsteds sammenligning mellem IC4 og energiø skyder over målet
Tommy Ahlers (V) har ikke meget til overs for Ørsted tidligere sammenligning af IC4-sagen og projektet om en kunstig energiø, der netop er blevet vedtaget.
Foto: Venstre

Venstre:
Ørsteds sammenligning mellem IC4 og energiø skyder over målet

Venstres klimaordfører Tommy Ahlers (V) er helt uenig i Ørsteds kritik om, at en kunstig energiø kan blive havvindens IC4-sag.
4. FEB 2021 15.15

Et bredt flertal i Folketinget indgik torsdag en aftale om konstruktion og ejerforhold for en ny energiø i Nordsøen. Partierne er blevet enige om at opføre fysisk ø og ikke en platform, som blandt andet Ørsted havde argumenteret for.

Ørsted har sågar tidligere udtrykt, at den løsning som politikerne nu har valgt kan udvikle sig til en potentiel skandale.

- En kunstig ø i denne her sammenhæng er risky business. Vi frygter simpelthen, at det her bliver havvindens IC4-sag. Det ville være worst case, udtalte Ulrik Stridbæk, chef for energiøkonomi hos Ørsted i januar.

Men den kritik giver Venstres klimaordfører Tommy Ahlers ikke meget for.

- Da Ørsted nævnte det som en potentiel IC4-skandale, synes jeg, det var at skyde over målet. Der er nogle uenigheder om, den ene eller anden konstruktion er den bedste. Vores forudsætning var, at der skulle være en ø, hvor vi kunne få noget innovation og gøre noget nyt, siger han og fortsætter:

- En stålkonstruktion skaber simpelthen ikke basis, for det vi gerne vil lave. Derfor skulle der være meget stærke argumenter imod en kunstig ø. Nu er der brugt meget lang tid både fra ministeriets side, fra andre eksterne konsulenter og også fra vi politikeres side på prøve at forstå den her risiko. Og vi kan ikke se, at den ene løsnings risiko skulle være så markant mindre end den anden, siger Tommy Ahlers. 

Håber på eksporteventyr 

Brancheorganisationen Wind Denmark havde foreslået en løsning, hvor det var op til dem, der ville byde på projektet i et udbud, hvilken type af energiø, de ville opføre. Men nu skal interesserede parter altså byde ind på et projekt, der involverer en kunstig ø.

- Jeg fuld forståelse for den holdning, men det var der ikke opbakning til. Jeg tror dog også, at der er et ønske om, at der med så stort et projekt som dette er lidt hånd i hanke fra start af. Der bliver stadig et udbud, men vi har haft et ønske om at træffe lidt flere beslutninger om projektets konstruktionstype, altså at det skulle være en ø, siger Tommy Ahlers.

Klimaordføreren har et håb om, at den kommende energiø kan blive et eksporteventyr for Danmark.

- Vi tror på den her måde at gøre det på med energiøer. Vi snakker jo om, at man på verdensplan skal have bygget mange hundrede gigawatt vind ude på havet. Vi har en tro på, at det at kunne besidde den viden om at bygge de her øer kan blive et stort erhvervseventyr, siger Tommy Ahlers.

 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet