Ørsted og Maersk tester offshore ladestation til skibe
Ørsted har til hensigt at gøre enhver intellektuel ejendomsret offentligt tilgængelig for at sikre størst mulig udbredelse og CO2-reduktion på tværs af havvindindustrien.
Foto: Ørsted

Ørsted og Maersk tester offshore ladestation til skibe

En ny bøje skal fungere som både fortøjningssted og ladestation for fartøjer, og har potentialet til at erstatte en betydelig mængde skibsbrændstof med grøn strøm.

Maersk Supply Service og Ørsted er gået sammen om at teste en prototype af en bøje, der skal fungere som både fortøjningssted og ladestation for fartøjer, og har potentialet til at erstatte en betydelig mængde skibsbrændstof med grøn strøm.

Bøjen kan oplade mindre, batteridrevne fartøjer eller hybridfartøjer og levere strøm til større fartøjer, så de kan slukke for motorerne, når de ligger fortøjet. Ved at erstatte fossile brændstoffer med grøn strøm, elimineres stort set al udledning, når bøjen er i brug.

Prototypen er udviklet af Maersk Supply Service, mens Ørsted er ansvarlig for at integrere ladestationen i elnettet i den havvindmøllepark, hvor den skal testes. Efter planen skal bøjen testes i anden halvdel af 2021, hvor den skal levere strøm til et af Ørsteds servicefartøjer om natten.

Bøjen har et stort potentiale til på kort og mellemlang sigt at bidrage til en reduktion af søfartssektorens CO2-udledning ved at gøre det muligt for stilleliggende fartøjer at slukke for motorerne og i stedet erstatte energiforbruget og oplade batterier med grøn strøm.

Skal komme hele branchen til gode

Maersk Supply Service har en ambition om, at bøjen på verdensplan efter fem år i drift skal have fjernet 5,5 mio. ton CO2

- Bøjen tackler en lang række problematikker: Den reducerer udledning, fungerer som et sikkert fortøjningssted for fartøjer, øger energieffektiviteten og fjerner motorstøj. Løsningen kan også implementeres på globalt plan, og den kan tilpasses, i takt med at søfartssektoren bliver mere og mere hybrid og elektrificeret, siger Jonas Munch Agerskov, Managing Director for Offshore Renewables hos Maersk Supply Service.

Ørsted har til hensigt at gøre enhver intellektuel ejendomsret offentligt tilgængelig for at sikre størst mulig udbredelse på tværs af havvindindustrien.

Til projektets demonstrationsfase har Maersk Supply Service modtaget en bevilling på 22 mio. kr. fra det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP), ligesom Den Danske Maritime Fond har støttet projektet i sin konceptfase.

esl

Nyhedsbrev