Nestlé kritiseres for klimapral i Danmark

Nestlé Danmark trækker påstand om CO2-neutralitet på dansk fabrik i Rønnede på Sjælland tilbage.
8. JAN 2021 13.35

"En stor præstation" - Sådan beskrev Nestlés Danmarks direktør Paul den Dunnen sidste måned klimatiltag på deres fondfabrik i Rønnede på Sjælland i en pressemeddelelse. "Nestlés danske fabrik har nu opnået CO2-neutralt energiforbrug," stod der i pressemeddelelsen. Nu trækker virksomheden i land, det skriver Klimamonitor.

Virksomhedens certifikater på grøn energi er nyttesløse, mener Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

- Problemet med certifikatsystemet er, at hvis du ikke betaler for, at der nyetableres og drives nye anlæg, så giver det ikke noget i det grønne regnskab, siger Brian Vad Mathiesen.

Fabrikken fyrer fortsat med fossil naturgas, men har indkøbt certifikat på biogas produceret på den anden side af Nordsøen, i England. Selv om Nestlé i pressemeddelelsen lovede en udledning i nærheden af »nul«, så er det en sandhed med modifikationer. For også produktionen af biogas udleder CO2, op mod 206 ton i 2019. Det møder kritik fra Claus Ekman, direktør for Rådet for Grøn Omstilling.

- At købe certifikater er i mine øjne slet ikke nok til at kalde sig CO2-neutral, og hvis der er CO2-udledning i forbindelse med biogasproduktionen, som de ikke kompenserer, så er det endnu mindre seriøst, siger Claus Ekman.

Certifikaterne på grøn elektricitet, som Nestlé Danmark også har købt, er tilmed på vandkraft, der ifølge Claus Ekman er de svageste grønne elcertifikater.

Brian Vad Mathiesen foreslår, at Nestlé Danmark i stedet omlægger deres fondproduktion til elektricitet, der ifølge ham er bedre for omstillingen. Det ønsker Nestlé Danmark dog ikke at gøre på nuværende tidspunkt.

- Vores fremtidige energiforsyningskilder bliver dog løbende evalueret ud fra miljøaftryk og investeringsbehov, så vi hele tiden kan foretage ændringer, svarer Nestlé i et skriftligt svar.

Nestlé Danmark har efter Klimamonitors henvendelse trukket påstanden om CO2-neutralitet tilbage.

amp

Nyhedsbrev