DK Nyt
DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Eurowind om skrottet tilladelse:
Meget svært ved at se, hvordan vi skulle have gjort det anderledes

Planklagenævnet har annulleret lokalplanerne for Vindpark Thorup-Sletten. Vindmøllerne har dog snurret siden sidste år. På trods af den tilbagetrukne tilladelse, mener Eurowind ikke, de skulle have ventet med opførslen.
10. MAR 2021 13.23

Manglende viden om påvirkning af fuglearterne blå kærhøg og rørhøgs levevilkår har fået Planklagenævnet til at erklære både miljørapport og lokalplaner for Danmarks største vindmøllepark ugyldige. 

Møllerne ved Thorup-sletten på grænsen mellem Jammerbugt og Vesthimmerlands kommuner har dog stået færdige siden sidste år. Opførslen kan altså ikke udskydes, men de kunne eventuelt både standses eller pilles ned. Det tror Eurowind, der står bag opførslen af møllerne, dog ikke bliver tilfældet.

- Der er ikke noget i afgørelsen, der ligger op til hverken driftstop, eller at man skal fjerne møllerne eller noget i den dur, siger head of public affairs hos Eurowind, Joachim Steenstrup og fortsætter: 

- Vi synes, det er en beklagelig situation. Ikke kun for os, men også for de to kommuner, naboerne og partnerne.

Han ser dog trods de annullerede miljørapporter og lokalplaner et enkelt lyspunkt i Planklagenævnets afgørelse.

- Det, der er positivt ved den her afgørelse, er, at den peger på en række ting, som vi skal gøre anderledes eller gøre mere af i vores konsekvensrapport for fugle, og så kan tingene formentlig gå i orden. Det giver os jo noget at arbejde med til at lave en ny rapport, siger han.

Ikke gået for hurtigt frem

Eurowind har været fuldt ud bevidst om, at klagerne har hængt overhovedet på projektet i Planklagenævnet i flere år. Alligevel valgte man at sætte opførslen af møllerne i gang, en proces man altså afsluttede sidste år. Hos Eurowind, mener man dog ikke, man har sat planerne for hurtigt i gang. 

- Jeg vil gå så langt som til at sige 100 pct. af alle de danske infrastrukturprojekter, er der klager på, når man går i gang. Vi synes selv, vi har udarbejdet en god miljøredegørelse i samarbejde med rådgivere og to meget professionelle forvaltninger i de pågældende kommuner, siger Joachim Steenstrup og fortsætter: 

- Så jeg synes ikke, vi er gået for hurtigt frem. Der har været en klagetid på over tre år, skulle vi så have ventet til nu? Jeg har meget svært ved at se, vi skulle have gjort det anderledes, siger han.

Efter Planklagenævnets afgørelse skal godkendelsesprocesserne i Jammerbugt og Vesthimmerlands kommuner nu går om. Joachim Steenstrup har ikke noget bud på, hvor lang tid den proces vil tage.   

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet