Et konsortium bestående af ITM Power, Ørsted, Siemens Gamesa og Element Energy står i fællesskab bag OYSTER-projektet. I projektet vil parterne undersøge mulighederne for at realisere potentialet i brintproduktion på havet.
Det har de nu modtaget 37 mio. kroner (5 mio euro) til fra Fuel Cells and Hydrogen Joint Undertaking (FCH2-JU) et offentligt-privat partnerskab under Europa-Kommissionen.
Pengene skal gå til undersøge potentialet i at forbinde en havvindmølle direkte til et elektrolyseanlæg og transportere vedvarende brint til land. Konsortiet vil i et pilotforsøg, der skal foregå på kysten ved et havvindsprojekt, udvikle og teste et elektrolyseanlæg i megawattskala, der er designet til drift på havet.
OYSTER-projektet har en fælles vision om at producere brint fra havvind til en pris, der kan konkurrere med prisen på naturgas (med en realistisk CO2-afgift).
- For at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi, skal vi elektrificere så meget som muligt. Men i nogle sektorer er det ikke muligt at nedbringe CO2-udledningen ved hjælp af elektrificering, og her kan vedvarende brint komme til at spille en stor rolle. Brintproduktion på havet kan i fremtiden blive en supplerende måde til at føre de store mængder energi, der produceres af havvindmøller, i land, siger Anders Christian Nordstrøm, Vice President og chef for Ørsteds brintaktiviteter.
For at realisere potentialet i brintproduktion på havet, er der brug for elektrolyse-systemer, som både kan holde til miljøet til havs og kræver minimal vedligeholdelse, men som samtidig kan levere det omkostnings- og performanceniveau, der skal til, for at kunne producere billig brint. Håbet er, at OYSTER-projektet kan blive et stort skridt på vej mod dette mål.
Projektet starter efter planen i 2021 og løber frem til udgangen af 2024.
amp