DK Nyt
DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger
Klimatold i EU skal skærme industrier mod sorte konkurrenter
Kommissionsformand Ursula von der Leyen præsenterede sammen med flere af EU-kommissærerne en række klimaudspil på et pressemøde i Bruxelles onsdag.
Foto: Yves Herman, Reuters

Klimatold i EU skal skærme industrier mod sorte konkurrenter

EU foreslår CO2-told fra 2026, så det koster at importere fra industrier i lande med lave reduktionskrav.
14. JUL 2021 16.35

EU skal have en klimatold, så import fra industrier i tredjelande med lavere standarder for CO2-reduktioner kommer til at koste.

Det er et blandt en række klimaforslag, som EU-Kommissionen har fremsat onsdag med det overordnede formål at etablere en klimaneutral økonomi.

Klimatolden, som på dansk kaldes CO2-grænsetilpasningsmekanismen, er et omstridt værktøj, som USA og andre store lande har forsøgt at tale EU fra at indføre.

Formålet i EU er at skærme virksomheder mod konkurrenter, der producerer i lande, hvor der ikke stilles samme høje krav til CO2-reduktion, som der gør i EU, og som derfor kan producere billigere.

Klimatolden skal indfases over en længere periode fra 2026. Fra 2023 til 2025 er det meningen, at alle systemerne skal etableres, så mekanismen er klar.

Til at begynde med er det kun en håndfuld sektorer som stål, elektricitet og cement. Det er så tanken, at man om nogle år skal revurdere, hvilke sektorer der skal omfattes.

Bekymring hos DI

Hos Dansk Industri er man bekymret over klimatolden, selv om man i "princippet ser det som fornuftigt".

Centralt er det ifølge administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen, at forslagene sikrer reelle CO2-reduktioner, og at det ikke spænder ben i den internationale handel.

- Det er afgørende, at Europa ikke lægger kimen til en ny handelskrig, og at vi samtidig sikrer europæiske virksomhedernes konkurrenceevne. Målet må være at sikre ens konkurrencevilkår for europæiske og ikkeeuropæiske virksomheder, der sælger deres varer i EU, siger Lars Sandahl Sørensen.

EU-Kommissionen har sagt, at mekanismen skal være i overensstemmelse med regler fra Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Faktisk at nå de fælles EU-mål for 2030 om "mindst 55 procents CO2-reduktion" og klimaneutralitet i 2050 bliver krævende, erkender EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

- Det er den store opgave, som vores generation står med. Det handler om at sikre velfærd, ikke kun for os, men også for vores børn og børnebørn. Og EU er klar til at gå foran, siger von der Leyen.

Ritzau

Tilmeld dig nyhedsbrevet