DK Nyt
DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Fransk domstol finder staten skyldig i manglende klimahandling
Domstolen vil om to måneder beslutte, om det er nødvendigt at tvinge præsident Emmanuel Macrons regering til yderligere tiltag for at bremse klimaforandringerne. (Arkivfoto).
Foto: Ludovic Marin, Ritzau Scanpix

Fransk domstol finder staten skyldig i manglende klimahandling

En række ngo'er og millioner af borgere har nu rettens ord for, at den franske stat forsømmer klimaet.
3. FEB 2021 14.33

En domstol i Paris har onsdag fundet den franske stat skyldig i ikke at leve op til sine klimaforpligtelser. Aktivister betegner dommen som en "historisk sejr for klimaet", skriver mediet France 24.

Dommen er faldet, efter at en gruppe af ngo'er - med opbakning fra to millioner borgere - anklagede den franske stat for at fejle i sin klimahåndtering. I dommen hedder det, at den franske stat ikke har levet op til sine forpligtelser. Den skal desuden betale et symbolsk beløb på en euro for at kompensere for "moralsk skade".

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP får det ikke øjeblikkelig betydning for den franske regering. 

Domstolen vil om to måneder beslutte, om det er nødvendigt at tvinge præsident Emmanuel Macrons regering til yderligere tiltag for at bremse klimaforandringerne.

Har negligeret klimaet

Ifølge dommen er regeringens politik "ansvarlig for noget af den miljømæssige skade, der er set". Oxfam og Greenpeace er blandt de ngo'er, der har anklaget den franske stat for at negligere klimaet. Oxfams franske afdeling hylder dommen som en "historisk sejr for klimaet".

- Statens klimahandling er blevet anerkendt som ulovlig, hedder det i et opslag fra Oxfam på Twitter.

Sagen er en af flere verden over, hvor klimaaktivister forsøger at få domstole til at presse regeringer til yderligere klimahandling.

I november faldt en lignende dom i Frankrig. Her bestemte Frankrigs øverste administrative domstol, Statsrådet, at Frankrigs regering havde tre måneder til at vise handlekraft for at nå sine klimamål. 

I det tilfælde var det kystbyen Grande-Synthe i det nordlige Frankrig, der er særligt udsat for klimaforandringerne, som havde sagsøgt den franske regering.

Ritzau

Tilmeld dig nyhedsbrevet