European Energy vælger GE til litauiske projekter

GE Renewable Energy skal levere 22 vindmøller til tre vindmølleparker i Litauen, som European Energy opfører.
17. NOV 2020 14.44

European Energy har valgt GE Renewable Energy til sine kommende projekter i Litauen, hvor European Energy opfører tre vindmølleparker 80 kilometer nord for hovedstaden Vilnius. De tre vindmølleparker har tilsammen en kapacitet på 121 MW.

Litauen har i forvejen 23 vindmølleparker, som har en samlet kapacitet på 480 MW, så der er altså tale om en markant forøgelse af Litauens samlede vindkapacitet med de kommende projekter. 

- Denne aftale vil sikre 121 MW grøn energi og være central for  den grønne omstilling og støtte den lokale produktion af vedvarende energi i et land, der i øjeblikket er stærkt afhængig af import af energi, siger Knud Erik Anders, CEO hos European Energy. 

GE Renewable Energy skal levere 22 stk. 5,5 MW Cypress Onshore-vindmøller, der hver har et vingefang på 158 meter og er 151 meter høje. Med til ordren følger en 25 år lang serviceaftale. 

European Energy har ni kontorer rundt omkring i Europa foruden de danske kontorer, heriblandt et kontor i netop Vilnius i Litauen. 

Litauen har en ambition om at have 45 pct. af sit energimiks dækket af vedvarende energikilder i 2030. Foruden projekterne med European Energy, har Litauen ambitioner om at opføre flere projekter med havvind i de kommende år. 

esl

Nyhedsbrev