DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

EUDP støtter 34 projekter med 296 mio. kr.

Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) har valgt at støtte 34 nye projekter med fokus på grøn energiteknologi.
16. DEC 2020 12.49

34 nye projekter med fokus på grøn energiteknologi, får nu en tidlig julegave i form af støtte til deres projekter fra Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).

I alt havde 129 projekter søgt om støtte for over en mia. kr. til støtte til projekter inden for mange grene af energiteknologi. Der var dog kun 296 mio. kr. til støtte i denne uddelingsrunde 

- Med ansøgninger til en samlet værdi af mere end 1 mia. kroner kan vi konstatere, at interessen for at udvikle og demonstrere energiteknologi er historisk høj. Bestyrelsen har nu udvalgt de bedste projekter i et stærkt felt af udviklingsprojekter med potentiale til både at gavne klimaet og vækst og beskæftigelse i Danmark, siger Anne Grete Holmsgaard, formand for EUDP’s bestyrelse.

Som en del af uddelingen var der blandt andet en særpulje til Power-to-X. Her har projektet 'InjectMe' fået støtte. I projektet vil forskere fra Aarhus Universitet demonstrere et system, der kan omdanne elektricitet og CO2 fra biogas til biometan – såkaldt Power-to-Gas. Det sker i samarbejde med den vestjyske virksomhed Landia og australske University of Queensland.  

- Vi er meget glade for støtten fra EUDP og ser nu frem til at gå i gang med udviklingen af biologisk Power-to-X. Ved at anvende elektricitet fra vedvarende energikilder og CO2 fra biogasanlæg i produktionen af biometan kommer vi både til at arbejde med energi- og CO2-konvertering. Biometan vil både have potentiale til at erstatte fossil naturgas i gasnettet og kan også spille en rolle i produktionen af grønne brændsler til transportsektoren, siger Michael Vedel Wegener Kofoed, projektdirektør ved Institut for Bio- og Kemiteknologi ved Aarhus Universitet.

Projekterne, der har fået støtte fra EUDP, fordeler sig på en række teknologiområder: 

Biomasse

22 mio. kr. 4 projekter
Brint og brændselsceller 36 mio. kr. 3 projekter
Bølgekraft 15 mio. kr. 2 projekter
Energieffektivitet 68 mio. kr. 9 projekter
Green Labs DK 45 mio. kr. 1 projekt
Systemintegration 49 mio. kr. 3 projekter
Vind 27 mio. kr. 4 projekter
Øvrige (IEA projekter) 21 mio. kr. 16 projekter
Det Blå Danmark 19 mio. kr. 6 projekter
Nordsø-puljen 4,8 mio. kr. 1 projekt
Power-to-X-puljen 9 mio. kr. 1 projekt

amp

Tilmeld dig nyhedsbrevet