DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
EU ser frem til at tackle klimaforandringer sammen med Biden
På Twitter skriver Ursula von der Leyen, der er formand for EU-Kommissionen, at Europa er klar til en "frisk begyndelse" med USA.
Foto: John Thys/Ritzau Scanpix

EU ser frem til at tackle klimaforandringer sammen med Biden

EU-Kommissionens formand har store forhåbninger til samarbejdet med USA's nye præsident, Joe Biden.
22. JAN 2021 12.16

Formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen ser frem til i Joe Biden at have en ven i Det Hvide Hus, som sammen med Europa kan bekæmpe klimaforandringer, få styr på coronapandemien og genopbygge multilateralismen.

Von der Leyen fortæller at EU og USA's nye præsident, Joe Biden, kender hinanden og kan lide hinanden.

Derfor er har hun store forhåbninger til samarbejdet.

- Vi er begge klar over, at vi nu er nødt til at udvikle en global dagsorden. Vi skal slå vores kræfter sammen og håndtere store emner, som er foran os:

- Vi skal bekæmpe klimaforandringer sammen, overkomme denne pandemi og genopbygge multilateralismen, siger von der Leyen.

Forholdet mellem EU og USA har været vaklende under de fire år med Donald Trump som præsident. Der har særligt været spændinger på handelsområdet.

På Twitter skriver von der Leyen, kort efter at Biden er taget i ed, at Europa er klar til en "frisk begyndelse".

Von der Leyen, som er den første kvindelige formand for EU-Kommissionen, benyttede også lejligheden onsdag til at sende en særlig lykønskning til den nye vicepræsident, Kamala Harris. Harris er den første kvindelige vicepræsident i USA's historie.

Europæisk glæde over Biden

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, siger i det britiske parlament, at han ser frem til at arbejde sammen med Biden og forbedre samarbejdet mellem de to lande.

Johnson fremhæver ligesom von der Leyen samarbejdet om at bekæmpe klimaforandringer og coronapandemien.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, kalder han det den mest betydningsfulde dag for den amerikanske befolkning.

- Vi er sammen. Vi vil være stærkere til at håndtere udfordringerne i vores tid. Stærkere til at bygge vores fremtid. Stærkere til at beskytte vores planet. Velkommen tilbage til Parisaftalen, skriver Macron.

Joe Biden har tidligere givet et løfte om igen at tilslutte sig klimaaftalen, som Trump trak USA ud af.

I Sydeuropa erklærer Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, Bidens sejr ved præsidentvalget en sejr for demokratiet. Han lægger ikke skjul på, at han er glad for, at Trump ikke længere er at finde i Det Hvide Hus.

- For fem år siden troede vi, at Trump var en dårlig joke. Men fem år senere fandt vi ud af, at han bragte intet mindre end verdens mest magtfulde demokrati i fare, lyder det fra Sánchez.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, mener, at Bidens indtrædelse vil betyde et nyt kapitel i samarbejdet med USA.

- Jeg ser frem til et nyt kapitel af tysk-amerikansk venskab og samarbejde.

Det er hun citeret for at sige i et opslag, som hendes talsperson, Steffen Seibert, har lagt på Twitter onsdag aften. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Ritzau/Reuters

Tilmeld dig nyhedsbrevet