Energistyrelsen godkender Vesterhav Syd og Nord
Vattenfall har nu af Energistyrelsen fået tilladelse til at opføre havvindmølleparkerne Vesterhav Syd og Vesterhav Nord.
Foto: Vattenfall arkivfoto.

Energistyrelsen godkender Vesterhav Syd og Nord

Havvindmølleparkerne Vesterhav Syd og Vesterhav Nord er blevet godkendt af Energistyrelsen.
14. DEC 2020 10.04

Vattenfall har nu af Energistyrelsen fået tilladelse til at opføre havvindmølleparkerne Vesterhav Syd og Vesterhav Nord. Afgørelserne er truffet på baggrund af de miljøkonsekvensrapporter, som Vattenfall har indsendt til Energistyrelsen.

Projektet har mødt flere udfordringer, i 2018 blev projektets miljøgodkendelse erklæret ugyldig af Energiklagenævnet.

Projektet har også mødt store protester fra lokale. Det resulterede i starten af 2020 i, at Vattenfall kom med et nyt designudkast til vindmølleparkerne, som rykkede møllerne længere væk fra kysten. Ændringen fra det oprindelige design vil ifølge Vattenfall koste et trecifret millionbeløb. 

Beslutningen om etableringen af de to vindmølleparker var en del af Energiaftalen fra 2012.

Vesterhav Syd Havvindmøllepark har en kapacitet på 170 MW. Parken består af 20 vindmøller, der er placeret ca. 9 km fra kysten ud for Ringkøbing-Skjern Kommune.

Vesterhav Nord Havvindmøllepark har en kapacitet på 180 MW. Parken består af 21 vindmøller placeret mellem 5,5 og 8,4 km fra kysten ud for Lemvig Kommune.

De to havvindmølleparker forventes at kunne levere strøm svarende til elforbruget i ca. 350.000 husstande. Begge havvindmølleparker skal være nettilsluttet inden den 31. december 2023.

Energistyrelsens afgørelse giver Vattenfall tilladelse til at igangsætte etablering af projekterne, når klagefristen er udløbet, den frist udløber 11. januar 2021.

amp

Nyhedsbrev