Energinet vil følge den grønne strøm til dørs

Energinet vil teste nyt system, der skal kunne dokumentere, hvor strømmen kommer fra - og om den er grøn eller ej. Vattenfall og Vestas er med i projektet, mens Energinet søger flere aktører.
16. OKT 2020 12.51

I et nyt projekt vil Energinet i samarbejde med en række aktører teste et nyt system, der skal kunne dokumentere strømmens oprindelse - og dermed gøre det nemmere at afgøre, hvorvidt strømmen er grøn eller ej. 

"Projekt ElOprindelse" skal være en open-source platform, så alle virksomheder skal have mulighed for at følge deres strøm til dørs og finde dets kilde. Projektet kan dermed også skabe et certifikat, der skal understøtte grønne ambitioner og omstilling. 

- De nuværende oprindelsesgarantier har skabt en fælles europæisk ramme, som har været med til at fremme udbygningen af grøn energi og været med til at give forbrugerne et grønt valg, siger Martin Lervad Lundø, administrerende direktør i Energinet DataHub.

- Men nu kalder de meget ambitiøse klimamålsætninger, som Danmark og Europa har sat, på nye og mindst lige så ambitiøse løsninger. Vi skal kunne skabe en meget stærkere kobling mellem produktion af vedvarende energi og det faktiske forbrug – helt ned på timeniveau, siger Martin Lervad Lundø. 

Vestas, Vattenfall og Clever er nogle af de virksomheder, som er med i projektet, men Energinet søger stadig flere aktører til at være med. 

- Vi har i Danmark muligheden for at komme med et reelt bud på en af den grønne omstillings problemstillinger, og derfor er det både helt naturligt, at vi i Energinet sætter os for at finde en løsning, men også at udviklingen sker i samarbejde med vores omverden, siger Martin Lervad Lundø, der håber, at projektet kan vise vejen for lignende systemer i resten af Europa. 

esl

Nyhedsbrev