dknyt
dkhavenergi
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger
Der er intet quickfix til at sikre hænder nok til branchen
Anders Benfeldt (tv) holdt oplæg og deltog i debat ved konferencen Danish Offshore Industry.
Foto: Anders Munk Povlsen

Semco Maritime SVP:
Der er intet quickfix til at sikre hænder nok til branchen

Offshorebranchen kommer til at mangle hænder i fremtiden, og der er intet quickfix til at løse den udfordring. Ideen om den grønne transition skal være med til at tiltrække de unge til branchen, mener Anders Benfeldt fra Semco Maritime.

Da Semco Maritime gik ind i 2021 stod virksomheden med den udfordring, at de så ind i et år, hvor de skulle bruge 300 nye medarbejdere. En udfordring som SVP hos Semco Maritime, Anders Benfeldt, ikke var nervøs for, at virksomheden nok skulle løfte.

Manglen på arbejdskraft er dog også en generel udfordring i offshorebranchen, og på sigt vil der mangle tusindvis af medarbejdere for at kunne løfte potentialet i den grønne omstilling i Danmark, hvis ikke der handles. 

- Vi virksomheder skal nok komme i mål med det, men jeg vil helst have, at det bliver med dansk arbejdskraft, så vi holder den viden her, fortæller Anders Benfeldt på konferencen Danish Offshore Industry.

Ifølge Benfeldt er årsagen til manglen på arbejdskraft blandt andet at tiden, hvor man kunne forlade familien flere måneder for at arbejde offshore, har ændret sig. Nu er selv turnusser på 14 dage lang tid at være væk fra familien.

Desuden er det økonomiske incitament for at arbejde længe offshore blevet mindre, da lønningerne er steget generelt i branchen som følge af den efterspørgsel, der er på arbejdskraft.

- Får vi ikke løst udfordringen, holder vi ikke det momentum, som branchen har i øjeblikket, siger Anders Benfeldt.

Brug for en imageændring 

Sidst men bestemt ikke mindst fremhævede Anders Benfeldt, at branchen har et imageproblem ift. at tiltrække arbejdskraft.

- Tilbage i 1980'erne var der en stolthed over at være en del af olie og gasbranchen, og det eventyr som branchen bød på. Den stolthed er lidt forsvundet blandt andet på grund af ens børn måske siger, "du er med til at forurene", siger Benfeldt. 

Men i den imageudfordring, som branchen har, gemmer der sig ifølge Benfeldt også en del af løsningen. Den vej, som branchen i øjeblikket er på, hvor man er en del af løsningen på de aktuelle klimaudfordringer, blandt andet i form af CCS og ligeledes på grund af at vindbranchen er på fremmarch, skal kunne lokke flere til. 

- Vi skal have overbevist de unge om, at transitionen fra den sorte energi til den grønne rejse er meget spændende er være med på. Vi står ikke med en kort udvikling, og vi har et fælles ansvar for at løse det, siger Anders Benfeldt.

Som en sidste løsning på rekrutteringsudfordringerne fremhæver Benfeldt et større fokus på, at folk i fremtiden har et endnu længere arbejdsliv, som kan have flere faser.

En karriere kan derfor sagtens starte med en praktisk uddannelse og måske senere løbe over i en mere boglig uddannelse, hvis der ellers bliver arbejdet på, at gøre det attraktivt og økonomisk muligt. Han har selv taget den rejse. 

- Jeg er selv glad for at have kombinationen mellem en håndværksmæssig baggrund, og så det der har gjort, at jeg står her i dag, siger Anders Benfeldt. 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet