DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Dansk Energi: Dansk PtX-strategi er allerede bagud

En dansk strategi for Power-to-X vil være klar slutningen af 2021, har regeringen meldt ud. 14 lande i Europa har allerede en strategi, og Dansk Energi kommer derfor selv med fire tiltag der kan sætte gang i det danske PtX-eventyr.
8. MAR 2021 10.58

14 europæiske lande har allerede udarbejdet en strategi for Power-to-X. Sverige og Storbritannien har snart en klar. Men i Danmark vil en strategi formentlig først være klar i slutningen af 2021.

Det bekymrer Dansk Energi, som kommer med et opråb til de danske politikere. 

– Det er tæt på sidste udkald for Danmark. Hvis vi vil have den perfekte strategi, før vi handler, bliver vi efterladt ved gaten, siger Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi.

Derfor anbefaler brancheorganisationen politikerne at sætte gang i fire konkrete tiltag i første halvdel af 2021.

Først og fremmest anbefaler Dansk Energi, at man fremrykker og afsætter nye støttemidler. Samlet set vurderer Dansk Energi, at der er brug for fire milliarder kroner i statsstøtte, hvis de store industrielle projekter skal blive til noget.

- Mens vi venter på strategien, er der brug for, at regeringen kommer de store danske virksomheder, som har meldt sig på banen, i møde. Der er behov for rammevilkår og risikodeling med det politiske system, siger Lars Aagaard.

Derudover anbefaler Dansk Energi yderligere, at Danmark som minimum sikrer sig deltagelse i to IPCEI-projekter (important project of common European interest). IPCEI er et internationalt Power-to-X samarbejde, hvor EU’s medlemslande samarbejder og skaber fælleseuropæiske værdikædeprojekter.

Pulje til luftfart og tung transport

Dansk Energi vil også have politikerne til at etablere en klimafond til luftfart. Klimafonden skal baseres på klimabidrag fra passagerer, og indtægterne skal øremærkes bidrag til luftfartsselskabernes indkøb af bæredygtige brændstoffer produceret med Power-to-X. Ligeledes skal der indføres et iblandingskrav, der skal understøtte udbredelsen af Power-to-X baserede flybrændstoffer.

Slutteligt vil Dansk Energi have politikerne til at afsættes to puljer på tilsammen 200 mio. kr. Halvdelen skal bruges til at bygge infrastruktur i form af et landsdækkende netværk af brinttankstationer målrettet tung vejtransport.

Den anden halvdel skal støtte PtX-havneinfrastruktur (fx el- og brintinfrastruktur) samt fueltankning til bl.a. metanol og ammoniak.

– Danmark har virkelig gode forudsætninger for at bygge en industriel styrkeposition på Power-to-X. Men vi er i starten af en industriel læringskurve. Vi kan ikke forudse alle de problemstillinger, der opstår. Så vi bliver nødt til at rykke nu, have agilitet og justere kursen efterhånden. Vi kan ikke at vente på en strategi, siger Lars Aagaard.

amp

Tilmeld dig nyhedsbrevet