DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Danmarks Grønne Fremtidsfond bevilliger 130 mio. kr. til vindprojekt i Brasilien

130 mio. kr. sikrer dansk vindprojekt på 94 MW i Brasilien. Det er den første låneaftale, som Investeringsfonden for udviklingslande (IFU) har gennemført i regi af Danmarks Grønne Fremtidsfond. European Energy skal stå for projektet.
27. JAN 2021 11.01

I den nordøstlige brasilianske stat Pernambuco, som er et af de fattigste områder i landet, skal European Energy i gang med at bygge tre nye vindparker på i alt 94 MW.

Det er en realitet, efter at finansieringen er kommet på plads bl.a. via et lån på 130 mio. kr. fra den del af Danmarks Grønne Fremtidsfond, der administreres af IFU.

Lånet er det første, der ydes af IFU i regi af den nye fond på i alt 25 mia. kr., der blev etableret i forbindelse med finansloven for 2020.

– Formålet med Danmarks Grønne Fremtidsfond er, at Danmark skal bidrage til den grønne omstilling globalt og samtidig fremme salget af dansk klimateknologi. Det her projekt blinker grønt på alle parametre, da det er dansk udviklet, primært finansieret af danske interessenter, benytter dansk teknologi fra Vestas og bidrager til den globale CO2-reduktion, siger Torben Huss, CEO i IFU.

European Energy er ansvarlig for at gennemføre projektet, der består af tre individuelle vindparker Ouro Branco I & II samt Quatro Ventos. Vindparkerne forventes at være i drift ultimo 2022.

– Brasilien er i fuld gang med en rivende udvikling og har planer om at installere over 28 GW vindenergi senest i 2026. Jeg er glad for, at vi med denne aftale kan udvide og styrke vores position i Brasilien, siger Jens-Peter Zink, Executive Vice President i European Energy.

Danmark skal være en ”grøn supermagt”

Projektet er udviklet af den brasilianske udvikler Eólica Tecnologia og Nordic Power Partners, der er et udviklingsselskab ejet i fællesskab af European Energy og Danish Climate Investment Fund, som forvaltes af IFU og delvist er kapitaliseret af danske pensionsselskaber.

Lånet på 130 mio. kr. udgør knap 20 pct. af de samlede anlægsomkostninger. Vestas skal levere 21 stk. vindmøller af typen V150-4.5 og har samtidig indgået en 20-årig serviceaftale.

Både i forbindelse med byggeri og drift vil de tre nye vindparker bidrage med lokale jobs og økonomisk udvikling. 

- Danmark skal være en ”grøn supermagt”. Med vindmølleparken investerer vi først og fremmest grønt i et af de fattigste områder i Brasilien. Men mindst lige så vigtigt, så går vi forrest og trækker hele landet i den grønne retning. Regeringen vil vende de globale finansieringsstrømme fra sort til grøn. Det handler netop om at støtte investeringer i fx vindenergi, Flemming Møller Mortensen (S).

Det forventes, at vindparkerne vil producere knap 420 GWh årligt og reducere udledning af CO2 med mere end 2,2 mio. tons over projektets 20 års levetid.

amp

Tilmeld dig nyhedsbrevet