225 mio. kr. skal sætte skub i 14 PtX- og brintprojekter
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse hjælper 14 projekter på vej med sammenlagt 225 mio. kr.
Foto: Jesper Voldgaard

225 mio. kr. skal sætte skub i 14 PtX- og brintprojekter

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter udviklingen af fremtidens grønne, innovative teknologier med 225 mio. kr. Midlerne går til 14 projekter, der alle bidrager til udviklingen af Power-to-X- og brintområdet i Danmark.

225 mio. kr. fra REACT-EU-programmet er i dag blevet uddelt til 14 konkrete projekter, der målrettet arbejder med at udvikle PtX- og brintområdet. Det oplyser Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i en pressemeddelelse. 

Projekterne der har opnået støtte har imponeret medlemmerne i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. 

- Projekterne har høj kvalitet, og det er perspektivrigt, at så mange virksomheder er gået sammen om at udvikle de nye, grønne teknologier. Deres interesse viser, at PtX- og brintområdet for alvor er blevet et indsatsområde for danske virksomheder, siger Christian Motzfeldt, der er formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. 

Virksomheder fra hele værdikæden inden for PtX og brint er repræsenteret blandt de støttede projekter: Forprojekter (feasibility studies), forsknings- og innovationsaktiviteter, test- og demonstrationsanlæg, komponenter til anlæg (fx elektrolysefaciliteter), lagringsteknologi og nyttiggørelse af biprodukter fra anlæg.

- Hvis Danmark skal vinde det grønne kapløb, så skal vores virksomheder også være på forkant med de grønne væksteventyr. Og en af de lysende stjerner er PtX og brint, som har store potentialer. Det bekræfter de mange projekter også, hvor danske virksomheder, store som små, allerede har taget den grønne førertrøje på. Jeg kan ikke vente med at følge med, når projekterne både skal gøre vores verden grønnere, rigere og skabe flere danske arbejdspladser, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Kolosale muligheder i PtX

Et af de projekter, der videreudvikler teknologi, er Topsoes elektrolyseprojekt Upscaling key Power-to-X SOEC electrolysis solutions, som bestyrelsen støtter med op til 88,8 mio. kr. Midlerne går til at videreudvikle Topsoes elektrolyseteknologi, der har en meget højere effektivitet end konventionelle anlæg. 

Der er kolossale muligheder i PtX-teknologien, lyder det fra Roeland Baan, der er CEO i Topsoe: 

- PtX-teknologi kommer til at spille en helt central rolle i energi-transitionen. Lige nu ser vi stærkt momentum i udviklingen af grønne løsninger i hele Europa, men vi skal sætte mere fart på PtX-løsninger i kommerciel størrelse for helt at kunne fjerne drivhusgasser fra den tunge industri, raffinaderier og transportsektoren, som i dag står for 25-30 pct. af den globale CO2-udledning, siger han.

Også mindre virksomheder, der samarbejder med videninstitutioner, får støtte til PtX- og brintprojekter fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. SMV’en Advanced Surface Plating i Højbjerg får 5,8 mio. kr. til at videreudvikle sin effektive og skalerbare produktion af elektroder til alkalisk elektrolyse.

Virksomheden driver projektet i samarbejde med Institut for Bio- og Kemiteknologi på Aarhus Universitet, og det giver mulighed for at opbygge et research- og udviklingscenter for elektrodeudvikling.

- Målet for os er at udvikle elektrode-teknologien, så fremtidens brintproduktion bliver mere effektiv og konkurrencedygtig. Det vil reducere prisen på grøn brint på længere sigt. Vi er godt på vej, og støtten fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse betyder, at vi kommer hurtigere på markedet med den nye teknologi, siger Lars Pleth Nielsen, der er CEO i Advanced Surface Plating.

I alt har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse modtaget 19 ansøgninger, og 14 projekter får nu støtte. Støtten til projekterne ligger på mellem 0,9 og 88,8 mio. kr.