DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Vindmøller får lov til at køre videre under fugleundersøgelser

Vindmøllerne på Thorup-Sletten bliver ikke stoppet, imens der bliver lavet nye undersøgelser af møllernes påvirkning på fugle, slår formanden for teknik og miljøudvalget i Jammerbugt fast.

Siden 9. marts har møllerne i vindmølleparken på Thorup-Sletten i Jammerbugt og Vesthimmerlands kommuner kørt ulovligt. Møllernes vinger er dog fortsat med at svinge, og det bliver de ved med, imens der bliver foretaget nye undersøgelser, skriver TV2 Nord.

- Vi har fået juridisk vurderet, hvad det er, vi skal, og hvad der står i underkendelsen, og hvad vores handlemuligheder er. Der har juristen anbefalet os, at vi kører videre med vindmøllerne, som de er nu her, siger formanden for teknik og miljøudvalget i Jammerbugt Kommune, Jens Christian Golding (S).

Årsagen til polemikken omkring vindmølleparken er, at Planklagenævnet i starten af marts konkluderede, at der ikke var taget tilstrækkeligt hensyn til fuglene blå kærhøg og rørhøg i undersøgelserne til projektet. Derfor blev VVM-undersøgelser og lokalplaner annulleret.

Eurowind, der står bag vindmølleparken, har sat gang i nye fugleundersøgelser. Virksomheden glæder sig over, at møllerne ikke bliver stoppet.   

- De siger, at der ikke er en akut fare for fuglene. Jeg synes, at det er vigtigt, at alt er undersøgt på den rigtige måde. Der skal være orden i tingene, siger Joachim Steenstrup, der er pressechef for Eurowind Energy.

Tidligere har Joachim Steenstrup overfor DK Vindkraft afvist, at man har været for hurtigt ude med at opføre møllerne, når der lå klager i Planklagenævnet.

- Jeg synes ikke, vi er gået for hurtigt frem. Der har været en klagetid på over tre år, skulle vi så have ventet til nu? Jeg har meget svært ved at se, vi skulle have gjort det anderledes, sagde han umiddelbart efter Planklagenævnets afgørelse.

Tilmeld dig nyhedsbrevet