DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Ørsted-aktier i hopla giver rekordstigning i statens formue

Sidste år steg Ørsted-aktierne massivt. Det har medvirket til en rekordstor stigning i statens samlede formue.
29. MAR 2021 10.05

På trods af coronakrisen er den danske stats formue vokset sidste år. Det er særligt i de sidste tre måneder af året, at formuen er steget, viser tal fra Danmarks Statistik.

I årets fjerde kvartal er formuen vokset med 107,3 mia. kr. til 253,3 mia. kr. Det er den største stigning nogensinde for statens formue. Det kan den danske stat delvist takke Ørsted for. 

Den rekordstore stigning kan primært forklares med store kursstigninger på 77 mia. kr. i statens aktiebeholdning i energiselskabet Ørsted.

Den danske stat ejer halvdelen af aktierne i Ørsted, der sidste år oplevede stor fremgang på aktiemarkedet. Her steg selskabets aktier omkring 80 pct.

Den danske stats formue består af aktiver som blandt andet aktier, obligationer og penge i Nationalbanken minus statens gæld.

Stort underskud på offentlige finanser

Foruden udviklingen i statens formue viser tallene fra Danmarks Statistik også, hvordan de offentlige finanser har udviklet sig. Samlet for 2020 viser de offentlige finanser et underskud på 26,7 mia. kroner. Det er det største siden 2015, hvor underskuddet var på 27,1 mia. kroner.

Underskuddet har været størst i fjerde kvartal og skyldes blandt andet store udgifter til de økonomiske tilskud, som staten har ydet virksomheder i form af hjælpepakkerne.

Trods underskuddet vurderer Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, at de offentlige finanser generelt har klaret sig rigtig godt igennem coronakrisen i 2020.

- Vi har set en rekordfremgang i nettoformuen og underskuddet på den offentlige saldo endte kun på beskedne 26,7 mia, kroner.

- Det er en rigtig god nyhed, der viser, at de offentlige finanser på ingen måder har lidt varig skade som følge af coronakrisen. Staten har forsat store økonomiske muskler til at håndtere coronakrisen.

- Coronakrisen har på ingen måde efterladt en regning, der skal betales i form af stigende skatter eller et lavere offentligt forbrug. Det er meget vigtigt og vil styrke dansk økonomis vækstpotentiale efter coronakrisen, siger Tore Stramer i en skriftlig kommentar.


Ritzau

Tilmeld dig nyhedsbrevet