Stor afgiftsstigning på vindmøllejord bliver mindre end frygtet

Skatteministeren har fremsat to ændringsforslag, der tager toppen af en markant stigning i grundskylden på jorde med VE-anlæg. Forslaget møder bred politik opbakning.
17. FEB 2021 8.46

Mod slutning af 2020 lancerede regeringen et forslag til nye ejendomsvurderinger. Forslaget ville resultere i markante skattestigninger på jord, der lægger plads til både kommende og eksisterende sol- og vindprojekter.

Således lagde regeringen op til, at en standardsats på 250 kr. pr. MWh skulle danne grundlaget for vurderingen af grundværdien for jorde med vindmøller eller solceller. 

Den beskatning bliver nu mindre og kommer i stedet for til at ligge på 180 kr. pr MWh i årlig produktionskapacitet.

Det glæder Danske Energi, der sammen med DI, Landbrug & Fødevarer og WindDenmark har forsøgt at få ændringer i forslaget, som parterne frygtede ville blive en hindring for den grønne omstilling. 

– Den grønne omstilling har ikke brug for, at det bliver dyrere at opstille og eje vindmøller og solceller. Og selvom vi fortsat kigger ind i en højere grundskyld, skal ordførerne i Folketinget og ministeren kvitteres for at have prioriteret vores sag, så den grønne energi undgår en helt urimelig skattestigning, siger branchechef i Dansk Energi, Kristine Grunnet. 

Udover den lavere beskatning har brancheorganisationerne også fået igennem, at en højere beskatning ved opførsel af VE-anlæg først træder i kraft tre år efter, at der ligger en godkendt lokalplan klar. I det oprindelige lovforslag stod stigningerne til at træde i kraft, så snart der lå en godkendt lokalplan klar, og altså potentielt længe inden anlæggene var opført og tilsluttet.

– Lovforslaget afspejler nu virkeligheden langt bedre. Der er jo ikke opført et VE-anlæg blot fordi, der foreligger en lokalplan. Og derfor gav det ikke mening, at en ejendom skulle tildeles en højere værdi, længe inden et anlæg er opført og tilsluttet elnettet. Her er vi også blevet imødekommet, siger hun.

Ændringerne for vindmøller og solceller indgår i et omfattende lovforslag, der ændrer på hele ejendomsvurderingsloven. Det forventes, at det endelige lovforslag bliver sat til afstemning i Folketinget d. 23. februar

amp

Nyhedsbrev