Nørrekær Enge må vente: Ny undersøgelse tidligst klar i 2022

Projektet Nørrekær Enge II, der i første omgang blev bremset af hensynet til damflagermusen, kan tidligst forvente en afklaring på projektets fremtid i 2022.

Det kommer til at vare længe før tilhængere og modstander af onshore vindmølleparken på Nørrekær Enge, får svar på om projektet bliver sat i gang. Tidligst i 2022 kommer der en afklaring på projektets fremtid, det fortæller Peter Serup, der er planlægger hos Aalborg Kommune til Nordjyske.dk.

Vindmølleparken, der omfatter 36 stk. 150 meter høje møller, er planlagt til at blive Danmarks største af sin art. For nyligt blev projektet dog sat på pause. Det skete, da Planklagenævnet annullerede alle tilladelser, der var givet til projektet. Nævnet mente ikke, at det var kortlagt godt nok, hvilke konsekvenser opførslen af møllerne vil have for den sjældne damflagermus.

Derfor må godkendelsesprocessen nu starte forfra. 2021 vil ifølge Peter Serup gå med at få lavet ny miljørapport, lokalplaner og kommuneplantillæg samt en ny undersøgelse af en eventuel parks konsekvenser for flagermus i områder. Derfor vil kommunalbestyrelserne i Vesthimmerlands og Aalborg kommune tidligst skulle tage stilling til projektet igen i 2022.    

Afgørelsen ligger hos Vattenfall

Ifølge Peter Serup er det for tidligt at sige noget præcist om det videre forløb.

- Nu skal min kollega i Vesthimmerland og jeg have afklaret, hvad afgørelsen betyder, og hvilke muligheder, der er for at komme videre, siger han til Nordjyske.

Ifølge Peter Serup ligger projektets øjeblikkelige skæbne i hænder hos Vattenfall, der er ejer af projektet. 

- Det er Vattenfall selv, der må afgøre, om de vil køre videre eller trække stikket, men vi forventer da, at der skal laves supplerende undersøgelser, siger sagsbehandleren.

Vindmølleprojektet vil, hvis det bliver opført, kunne levere strøm til minimum 85.000 husstande.

amp

Nyhedsbrev