Politisk aftale om CO<sub>2</sub>-fangst og grønnere brændstof
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og Folketingets partier præsenterer årets aftale om forskningsreserven.
Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix

Politisk aftale om CO2-fangst og grønnere brændstof

Knap tre mia. kr. afsættes i forskningsreserve for næste år med fokus på grøn forskning.
30. OKT 2020 12.52

Folketingets partier er enige om at bruge to ud af knap tre mia. kr. på mere grøn og teknisk forskning samt udvikling. Det er mere end tidligere år. 

Det fremgår fredag af en aftale om forskningsreserven, der typisk er den første delaftale af finansloven for næste år. Det er i høj grad forskning, der skal gøre det muligt at nå målet om en 70 pct. CO2-reduktion i 2030 og klimaneutralitet i 2050.

- Der er et meget stort grønt fokus. Det er selvfølgelig også med en løftestang for fremtidens virksomheder og vækst og beskæftigelse i Danmark.

- Men også med et stort sats på grøn forskning, som er det, der skal til for at nå i mål med 70-procents-målsætningen, siger forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Pengene går blandt andet til forskning i at fange og lagre CO2, grønnere brændstoffer til transport og industri, mere klimavenligt landbrug og fødevareproduktion samt øget genanvendelse af plastik og tøj.

Mere målrettet forskningsmidler

Der er lidt færre penge til den frie forskning i forhold til sidste år, hvor det dog var rekordhøjt, hvilket støttepartierne er ærgerlige over. Det er et fald på knap 60 mio. kr. fra sidste år til 1,48 mia. kr.

I stedet har særligt regeringen og Venstre ønsket flere penge til strategisk forskning, som er målrettet forskning i de udfordringer, samfundet står overfor.

Det sker ved, at Innovationsfonden får 1,89 mia. kr., hvilket er på niveau med sidste år. Forskningsreserven udgør cirka seks pct. af det samlede offentlige forskningsbudget, som er på 24,2 mia. kr. næste år.

Derudover indgår 750 mio. kr. fra regeringens krigskasse mod corona og næsten 900 mio. kr. fra Innovationsfonden, der skal løfte forskning og innovation.

Den samlede aftale er på 3,1 mia. kr.

Ritzau

 

Nyhedsbrev