Dansk Energi kritiserer ministerie for nøl omkring vindmøllepark

- Det er simpelthen ikke i orden, at ministeriet har stukket hovedet i busken i fire år og ladet dem, der skal bygge vores grønne energi, svæve i usikkerhed, siger Dansk Energi om statslig nøl ved Omø Syd.
12. OKT 2020 13.21

- Det er helt pip.

Sådan siger Kristine Grunnet, branchechef for vedvarende energi i Dansk Energi om situationen for Omø Syd, der er presset af tidsfristen for godkendelse til den næste fase i projektet.

Etableringsgodkendelse mangler dog grønt lys hos Miljøministeriet, som overvejer at trække i håndbremsen og udnævne området, hvor Omø Syd er planlagt, som Natura 2000-område for fugle. 

European Energy har arbejdet med planlægningen af Omø Syd i otte år, mens ministeriet har siddet med en EU-bemærkning om en mulig mangel af fuglebeskyttelsesområder siden 2016. Ministeriet har endnu ikke truffet en beslutning vedrørende området, men tidsfristen for etableringsgodkendelsen for Omø Syd udløber om 40 dage. 

- Det er simpelthen ikke i orden, at ministeriet har stukket hovedet i busken i fire år og ladet dem, der skal bygge vores grønne energi, svæve i usikkerhed, siger Kristine Grunnet. 

Hun appelerer til ministeriet og politikerne til hurtigst muligt at finde en løsning, så European Energy, som allerede har postet omkring 20 mio. kr. i projektet, endelig kan få en afklaring. 

- Der er plads til både grøn strøm og natur, og Folketinget bliver nødt til at sikre, at vores arealer fremover kan bruges til flere formål. Ellers risikerer vi, at der ikke er natur til fremtidens generationer, siger Kristine Grunnet. 

esl

 

Nyhedsbrev