Offshore-selskaber som Semco Maritime i Esbjerg har svært ved at tiltrække mulig arbejdskraft fra København.
Foto: Esbjerg Kommune

Københavnske ingeniører gider ikke Esbjerg

Det er lettere at trække medarbejdere til Esbjerg fra Singapore end fra København, oplever Semco Maritime.
11. SEP 2020 9.12

Danmark er et lille land. Men når det kommer til at få danskerne til at flytte efter et job, så kan afstandene hurtigt vise sig store. Det oplever de i virksomheden Semco Maritime fra Esbjerg, der er leverandør til offshore-sektoren i Danmark og udlandet.

– Det er lettere for os at få en ingeniør fra Singapore, Tyskland eller England til at flytte til Esbjerg, end det er at få en ingeniør fra København til at flytte vestpå, siger CEO hos Semco Maritime Steen Brødbæk til DIBusiness.dk.

Oplevelserne i Semco Maritime matcher en undersøgelse fra 2013 fra KL. Den viste, at det kun var 3 pct. af hovedstadens indbyggere, der kunne forestille sig at arbejde i Esbjerg og omegn.

I Semco Maritime bruger man den stadig større orientering mod grøn energi som et værktøj til at tiltrække nye, stærke faglærte medarbejdere.

– Der er klart større interesse blandt de unge for at arbejde med vedvarende energi, og vi er rigtig glade for at kunne tilbyde en karriere, hvor de både kan arbejde i den grønne frontlinje og bidrage til at sikre ordentlig og ansvarlig udvinding af den fossile energi, siger Steen Brødbæk, der tilføjer, at Esbjerg har meget at byde på, hvilket også går op for tilflyttere.

I Dansk Industri så man også gerne, at mobiliteten blandt ingeniører var større.

- Det er en kæmpeudfordring, at virksomheder vest for Valby bakke har endnu sværere ved at rekruttere ingeniører. Det har betydning for vækst i hele Danmark og ikke kun den pågældende region, siger underdirektør i DI Mette Fjord Sørensen.

Hun tilføjer dog, at udfordringen i høj grad også er, at ingeniører er en mangelvare på arbejdsmarkedet i hele Danmark

- Vi skal derfor fortsat sikre, at vi får uddannede nok, så vi kan imødekomme virksomhedernes behov – både i København og i Esbjerg, siger hun til DIBusiness.dk

esl