DK Vindkraft
Nyt laboratorium skal sikre bedre sameksistens mellem vindmøller og natur
Wind Denmark og Dansk Energi vil skabe et stærkere vidensgrundlag for hvordan vindmøller kan opsættes i fred med naturen.
Foto: Bjarne Jakobsen, Biofoto, Ritzau Scanpix

Nyt laboratorium skal sikre bedre sameksistens mellem vindmøller og natur

Wind Denmark og Dansk Energi står bag initiativet " Et Laboratorium for Sameksistens", som skal give bedre sameksistens mellem vindmøller, solceller og natur gennem forskning, der sikrer både biodiversitet og grøn omstilling.

Flere vind- og solprojekter er i de seneste år droppet, stærkt forsinket eller udfordret. En af de væsentligste årsager er, at anlæggene vurderes til at skæmme natur eller ødelægge biodiversiteten i de områder, hvor de skal opføres. 

Eksempelvis blev Danmarks største onshore projekt på Nørrekær Enge mellem Vesthimmerlands og Aalborg kommuner sidste år skudt til hjørne af Planklagenævnet. Nævnet mente ikke, at der var sikkerhed for, hvilke konsekvenser opførelsen af møllerne vil have for damflagermusen, der er en af de mest sjældne flagermus i Danmark.

Det er situationer som disse, Wind Denmark og Dansk Energi håber at undgå i fremtiden. For mange grønne energianlæg kan ifølge organisationerne godt eksistere sammen med natur og dyreliv, man skal bare vide hvordan.

Derfor har de to organisationer taget initiativ til et "Laboratorium for Sameksistens": CO-EX Lab, hvor løsningerne skal findes ved hjælp af forskning og indsamling af data fra relevante grønne energi-projekter.

- En af de største barrierer er det meget sparsomme og ofte gamle vidensgrundlag, der findes om VE-anlægs påvirkninger af natur og dyreliv, siger afdelingschef Lea Bigom Wichmand, Wind Denmark. Hun fortsætter: 

- Håbet med initiativet er, at vi sammen med andre relevante aktører, såsom grønne ngo’er og vidensorganisationer m.fl., kan få opbygget et stærkt vidensbaseret fundament, der understøtter den fortsatte udbygning af VE under behørig hensyntagen til natur og dyreliv.

Flere udviklere har tilbudt testprojekter

Ifølge Wind Denmark og Dansk Energi findes der allerede relevante projekter i Danmark, der vil være oplagte case-områder for CO-EX Lab.

F.eks. skånsomt jomfruhummerfiskeri ved den kommende Hesselø havvindmøllepark eller havvindmøllefundamenters effekt på fisk og havpattedyr. På land kunne det være relevant at se på flagermus og visse fuglearter, herunder særligt VE-anlægs påvirkning på yngle- og rastepladser og fourageringsmuligheder.

To udviklere har allerede budt ind med VE projekter. European Energy stiller Omø Syd Havvindmøllepark til rådighed som test-projekt, hvor man kan indsamle data om, hvordan fuglelivet påvirkes af vindmølleparken.

Eurowind Energy har tilbudt at bruge Energipark Veddum Kær som laboratorium. Energiparken er placeret på lavbundsjord og giver derfor en mulighed for at forske i konsekvenserne ved at bruge lavbundsjord til solceller og vindmølle

- Projekterne vil kunne blive en slags naturligt laboratorium og pilotprojekter, både mens parkerne opføres og under den senere drift, siger Kristine van het Erve Grunnet, der er branchechef for VE hos Dansk Energi.

CO-EX Lab indleder sit arbejde med at undersøge eksisterende data om miljømæssige påvirkninger af lokale områder, hvor der etableret vind- og solanlæg dels samt de regulatoriske processer eller mangel på samme, som understøtter sameksistens. Laboratoriet er åbent for alle interesserede aktører og analysen vil blive udarbejdet af en uafhængig instans.

amp

https://www.dkvindkraft.dkartikel/nyt-laboratorium-skal-sikre-bedre-sameksistens-mellem-vindmoeller-og-natur